Klima (og i særdeleshed klimaændringer) er et "buzz-word" i disse tider, og med god grund.
Klimaet spiller en nøglerolle for produktionen af vin, og har altid gjort det, også før begyndelsen af de forandringer, som vi i øjeblikket oplever med ustabilitet og øgede temperaturer.
Både temperatur og nedbør og i mindre grad også vinden, har alle stor indflydelse på kvaliteten og stilen af enhver årgang, i enhver region, verden over. Vi taler ofte om en årgang som god eller dårlig, eller endda exceptionel, men hvad betyder det egentlig?
Generelt er en god årgang resultatet af bedre klimaforhold end gennemsnittet. Nok regn, men ikke for meget, og på det rigtige tidspunkt, da regn under f.eks. blomstring og høst kan resultere i katastrofale konsekvenser. Regn under blomstring giver ujævn/manglende bestøvning og kan resultere i en nærmest total mangel på frugt. Regnen gør også livet nemmere for svampesygdomme og hvis det regner under høsten så bliver vores vinmarker ikke blot for mudrede til at vi kan arbejde i dem, men det pludselige vand-optag får nemt druerne til at eksplodere! Og en "åben" drue er et paradis for alle mulige slags sygdomme. Hallelujah! Det er ikke spor nemt at være vinbonde!
Temperaturen er knyttet til ovenstående og også en del af nøglen til optimal blomstring, frugtsætning og modning af druerne. For høje temperaturer kan udmatte planten og også bidrage til tørke. For lave temperaturer kan på den anden side forsinke tingene uønsket, hvilket gør det svært for planten at modne druerne ordentligt. De øgede temperaturer vi oplever her på det sidste, med især også varme nætter hvor planten ikke får mulighed for at hvile, giver kæmpe udfordringer med ændret syre-balance i druerne, hvilket igen påvirker modenhenden dramatisk.
Forårs frost er den værste fjende i mange regioner og kan ødelægge en hel årgang eller en større % af afgrøden, hvis temperaturen falder for lavt under frysepunktet efter de første blade og især blomster eller frugter er dukket op. Skaderne påvirker faktisk ikke kun den givne årgang, men har også en negativ effekt på den efterfølgende følgende, hvis de er alvorlige nok.
Vinden er normalt en "ven" med sin udtørrende og dermed "rensende" effekt i plantens bladhæng. Især økologiske producenter elsker lidt vind da det hjælper med at begrænse problemer med svampesygdomme, men igen med måde, da rigtig hård vind også kan skade planterne!
Vinden kan dog også medbringe sygdomme fra nabo vinmarker, især hvis de ikke behandles/farmes på samme vis som ens egne. I vores tilfælde på Binivista har vi heldigvis ret langt til naboerne og den eneste vingård der ligger nogenlunde tæt på er heldigvis også drevet økologisk. Vinden driller dog ofte idet den spreder den grønne mikrocicade med alarmerende hastighed visse år.
Endelig kommer hagl... Endnu en ærkefjende for mange producenter. Hagl kan strippe en plante for alle blade og druer og beskadige den så meget, at det vil tage den år at hele helt og vende tilbage til normal styrke. Visse regioner er særligt udsatte for hagl, Piemonte og Bordeaux er to af dem, hvorimod vi på Mallorca normalt ikke behøver at bekymre os om dette. Men selv på vores ejendom bliver vi nogle gange virkelig forskrækkede og mister en smule druer til is, der falder ned fra himlen!
I 2022 mistede vi omkring 35% af vores Chardonnay grundet hagl under blomstringen. Hagl rammer endog meget "lokalt" og berørte denne dag kun en helt specific sector i vores marker på den side af vejen, og ikke den anden, da vejen skaber en "vind korridor" der stopper haglen! Vores nabo var dog ikke så heldig og mistede hele 80% af deres udbytte det år.
Så klimaet er en nøglefaktor for produktionen af god vin. En exceptionel årgang er en, hvor alle klimatiske faktorer har været gunstige gennem hele vækstsæsonen, hvilket resulterer i de perfekte druer, i overflod, sunde og optimalt afbalanceret i modenhed.
Der er mange grader af en "dårlig" årgang. Fra en afgrøde så lav at næsten ingen vin kan produceres, over et større udbytte med manglende modenhedsbalance, til en fuld afgrøde, men med overmodne og umodne druer på én gang! (og alt der imellem)
Så ja, klima er en af de nok mest afgørende faktorer, når det kommer til både kvalitet og kvantitet for enhver vinproducent, hvor som helst i verden.
Med moderne innovationer som kunstvanding og sprinklere/ventilatorer til at bekæmpe frost kan vi mildne de potentielt ødelæggende virkninger af vildt vejr, men vi er stadig i hænderne på Moder Natur i vid udstrækning.
Som klimaet ændrer sig, mærker vi dette dramatisk, selv på Mallorca. Mindre nedbør, den mærkelige haglstorm, der aldrig er oplevet før, ekstremt varme somre og nu endda sne nogle vintre. Klimaet er helt sikkert under forandring, og andre regioner er meget værre ramt end os.
Bare for at give jer nogle flere meget konkrete eksempler, så fik vi næsten ingen regn igennem et helt år fra november 2020 til november 2021, hvilket, på trods af vores meget sofistikeret underjordiske kunstvandingssystem, resulterede i et meget lavere udbytte end forventet. Desuden blev vi faktisk også ramt af forårsfrost for allerførste gang den 8. april 2020, hvilket heldigvis ikke påvirkede os dramatisk, men vores nabo mistede omkring 60 % af deres udbytte. Vi har været virkeligt heldige indtil videre, men hvor længe kan det vare?
Vi ser hele regioner i fare. Med et klima, der er varmere og tørrere end for kun 20 år tilbage, ændrer de typiske karakteristika sig med stigende alkoholniveauer og modenhed. Mange regioner eksperimenterer med nye druesorter, der bedre kan klare de øgede temperaturer, men mange frygter, at selv dette ikke er nok til at redde mange af de klassiske regioner i verden... Og for at være helt ærlig; kan du forestille dig, at din sædvanligvis ædle og elegante St. Emilion-vin bliver produceret på den portugisiske drue Touriga Nacional?
Ikke rigtigt vel?... Klimaforandringerne påvirker vinindustrien dramatisk, og uanset hvor smarte vi er og prøver at kæmpe mod Moder Natur, så står vi til at tabe den kamp. Så vi må hellere allerede nu begynde at arbejde på kreative måder at sikre, at vi også kan lave gode vine i et varmere og mere dramatisk klima.