A year at BiniVista

Vinter

Tid til at hvile

Efter nogle hektiske og vigtige måneders arbejde, der fuldender et helt års slid og slæb i vinmarkerne og på vingården i kælder er det tid til at slappe af. Vinstokkene går i dvale, når det begynder at blive koldere. Vinen lagrer og finder harmoni i tankene af stål eller tønderne af træ, mens vi andre får lejlighed til at reflektere, planlægge og ja, også bare hvile os.
Så starter det hele forfra igen udenfor og indenfor – det er vinens evige historie og cyklus.
Vi beskærer stokkene, så de er klar til et nyt år, og i kælderen gør vi så småt den første vin fra året før klar til at komme på flaske. Det er en tid fuld af forandring.

Forår

Begyndelsen på det hele

Vores stokke vågner fra vinterens skønhedssøvn, beskåret og klar til et nyt år. I takt med at temperaturerne stiger, begynder de første knopper at blive synlige og springe ud, og de første blade titter frem.
Det er altid et magisk øjeblik, fordi det markerer begyndelsen på en ny årgang. De første skud vokser hurtigt, så vi bruger en del tid på at sikre, at skuddene og planterne trimmes og bindes op, så de får den rigtige form, når de skal blomstre.
Det er også om foråret, at vi planter nye stokke, hvis der er behov for det, og udskifter stokke, der ikke trives.

Sommer

En smuk tid fuld af hårdt arbejde

Sommeren er en smuk og hektisk årstid. Den starter stille og roligt med at vores druer tager form, ændrer farve og modnes. Mens vi bare kan kigge på og sikre, at alt sker så gnidningsløst som muligt. Vi plejer planterne og sørger for, at bladene giver skygge til druerne, og vinstokkene er sunde.
Så kommer den mest stressende og skønne tid, nemlig høsten. Timingen varierer fra år til år, men markerer altid skiftet fra sommer til efterår.
Vi knokler alle for at høste det, vi har arbejdet på et helt år, og det er altid en helt særlig tid. Aktiviteterne bevæger sig fra vinmark til kælder, hvor alle vores druer behandles og bliver til vin på magisk vis.

Efterår

Arbejdet rykker indenfor

I begyndelsen af efteråret rykker vi så småt indenfor med druerne fra marken. Det er nu, at vi laver druer (ikke vand) om til vin, og for første gang kan vi smage resultatet af vores anstrengelser på markerne.
Vi er meget forsigtige, så druernes skønhed bevares. Vel vidende at vi er i gang med at lave noget, som naturen har givet os, om til en vidunderlig drik, der vil skabe mange glade stunder for alle medlemmer af vores BiniVista-familie.
Det er også en tid, hvor der skal træffes mange beslutninger. Hvilke vine skal vi lave? Vi smager på druerne, den fermenterende most, og giver kreativiteten frie tøjler. Vingården summer af aktivitet. Det gærer derudaf, og den unge vin fortsætter sin helt særlige udvikling via omstikning og malolaktisk gæring og derfra videre over på egetræsfade eller ståltanke.