Vinlus, på latin Phylloxera Vastatrix, er et lille insekt og skadedyr, der oprindeligt hører hjemme i det østlige Nordamerika, men i dag eksisterer i og angriber vinmarker verden over.
De små, lysegule og saftsugende insekter er i familie med bladlus, og de lever af vinrankernes rødder og blade. Deres angreb fører til deformationer på rødderne (såkaldte nodositeter og tuberøsiteter). Disse fører igen til svampeinfektioner der får rødderne til at “krølle” og dermed gradvist afskære strømmen af næringsstoffer og vand til vinstokken og på den måde dræbe den.
Vinlus findes i de fleste vinmarker, men trives mindre godt i sandet og vulkansk jord. I øjeblikket er der ingen kur mod vinlus, og det eneste effektive middel til at kontrollere de små skadedyr er at pode vores sårbare Vitis Vinifera sorter på vinlus-resistent amerikansk rodstok.