Unge-program

 BiniVista har fra sin spæde begyndelse løbende haft et såkaldt “Unge-program”, hvor unge mennesker (normalt i alderen 18-23 år) tilbringer tid på vingården og hjælper med de daglige opgaver. Siden opstarten har mere end 50 unge mennesker haft glæde af dette program – primært danske, men også svenske, tyske og amerikanske. Det er oftest unge mennesker, som holder et sabbatår efter gymnasiet, men programmet er åbent for alle.

Der er ingen specielle krav, men opholdet strækker sig normalt over et tidsrum på 2-12 måneder. Det største behov er fra marts til november, hvor vi normalt har op til 8 unge mennesker boende på gården. Det er en fordel, hvis du har kørekort og har interesse inden for et eller flere af følgende områder: landbrug, vin, mad, sociale medier, foto, cykling eller events generelt.

De unge mennesker bor på gården, hvor vi har tre små lejligheder, og de indgår som en naturlig del af dagligdagen på vingården.

Fakta om Unge-programmet:

  1. Bolig: Der stilles en bolig til rådighed på vingården.

  2. Løn: Lønnen er 500 EUR om måneden, som udbetales i Danmark.

  3. Arbejdstid: Arbejdstiden ligger ikke fast, men erfaringsmæssigt ligger den på omkring 30-35 timer om ugen. Fleksibilitet er vigtigt, da arrangementer kan ligge om aftenen og i weekenden – og der er tidspunkter, hvor vi har mere travlt end andre.

  4. Events: I perioden fra april til oktober består en stor del af vores hverdag af events, hvor vi laver rundvisninger, smagninger og serverer hjemmelavet mad.

  5. Opgaver: I det omfang man har lyst, kan man være med til at udvikle vores koncepter inden for vin, events, cykling, kunst, mad og sociale medier. Dit primære ansvar er dog de daglige opgaver omkring vingården, som blandt andet omfatter:

    • At sørge for at vingården altid er klar til at modtage gæster, herunder rengøring og indkøb.
    • Hjælp i selve vinkælderen, herunder rengøring, aftapning af vin m.m.
    • At være med til at holde udenomsarealerne pæne, herunder terrasserne og områderne omkring vingården.
    • Høstarbejde, herunder selve høsten og forarbejdning af druerne.
    • Markarbejde – løbende pasning af vores vinplanter.

Hvis du vil høre mere om Unge-programmet, så skriv til Søren på info@binivista.com.


Første hold unge i 2022

BiniVista har for første gang åbnet dørene for 6 unge mennesker, som har fået mulighed for at arbejde og bo på vores skønne vingård. BiniVista har et ønske om at skabe et unikt ungeprogram, hvor de vil få rig mulighed for at tilegne sig viden indenfor vin, gastronomi, kunst, cykling, event og SoMe.

Tilbage i maj måned søgte vi 6 eventyrlystne unge mennesker, og i august var hele teamet samlet under solen på Mallorca. Der har været fart på siden deres ankomst, og de har prøvet kræfter med både høstning og sortering af vores druer, stået for vinsmagninger til vores mange gæster samt udviklet nye spændende tapasretter.

Vi ønsker selvfølgelig, at I skal møde vores BiniVista Youth team og lære dem bedre at kende. Her kan I læse deres motivation for at ansøge samt deres forventninger til programmet.


Otto Hyldahl Kirkeby

Hej, jeg hedder Otto Hyldahl Kirkeby. Efter jeg i sommer blev student på Rungsted Gymnasium, var jeg på udkig efter et arbejde, der kunne udvide min vinhorizont. Jeg interesserer mig utroligt meget for vin og vil lære så meget som muligt og tænkte derfor, at BiniVista ville være perfekt for mig.

Her på gården har jeg mulighed for at hive viden ud af nogle utroligt dygtige og passionerede mennesker som Søren, Marie og vores winemakers. Jeg ser frem til at deltage i de forskellige processer, der indgår i at lave vin – såsom høst, fermentering, fadlagring og blending.

Hvis alt går som planlagt, håber jeg, at jobbet her kan åbne nogle døre, så jeg kan blive ved med at arbejde med min passion.

Ida Færgemann Bernsdorf

Mit navn er Ida, jeg er 24 og fra Odense. Jeg har altid drømt om at arbejde i et varmt land, omgivet af passionerede mennesker. Binivista er en vingård fyldt med kollegaer, man kan mærke brænder for deres felt.

Jeg hjælper med vores events og vinsmagninger og er ansvarlig for den daglige drift af vores ungeprogram samt for, at vineriet altid er klar til at modtage vores fantastiske gæster og medlemmer.

Victoria Rying

Hej, mit navn er Victoria Rying. I sommer blev jeg student fra Rungsted Gymnasium og søgte derfor et arbejde samt nye oplevelser i mit sabbatår. At være en del af Team BiniVista var den helt optimale mulighed for mig.

Jeg har en stor passion for mad og eksperimentering i køkkenet og er med til at sammensætte retter, der komplementerer vores vin. Derudover arbejder jeg med sociale medier og dokumenterer projekterne her på gården.

Marius Peter Zeihlund

Jeg er 17 år gammel og kommer fra Roskilde. Jeg søgte om at blive en del af BiniVista Youth-holdet, fordi jeg gerne ville væk fra Danmark og starte på en frisk med fokus på foto og kunst, som jeg har stor interesse for.

Aksel Bech Skot-Hansen

Jeg hedder Aksel Bech, er 22 år gammel og kommer fra Hjortshøj nord for Aarhus. Jeg blev student fra Marselisborg Gymnasium i 2021 og arbejder nu på Bodega BiniVista.

Ved siden af skolen har jeg cyklet på eliteplan og har tidligere kørt for det danske ungdomslandshold og Team Coloquick.

Ida Due Bitz

I sommer færdiggjorde jeg min bachelor på Copenhagen Business School. Efter tre intense år på skolebænken ønskede jeg at prøve noget nyt og få en mere aktiv hverdag.

Jeg har erfaring med Tourism & Hospitality, sociale medier og events og glæder mig til at skabe skønne oplevelser for vores gæster på BiniVista.


Vi er superglade for at have samlet dette team og ser frem til at have dem på BiniVista det næste år. Der vil løbende komme opdateringer fra vores BV Youth team – følg med via vores nyhedsbreve eller på Instagram @binivista_youth.