Får vinplanten tilbage i form og facon
Vi beskærer om vinteren, når vores kære vinstokke sover, og al saften hviler nede i rødderne. Det betyder, at vi fjerner alle de grene, der har båret frugt den forrige årgang. Vi skærer forsigtigt og meget præcist, planten ned til hovedstammen og to permanente skud bindes op i en T-form langs den nederste wire, der holder vinstokken på plads.
Der er ganske mange forskellige måder at beskære og "forme" vinplanter på, men vi har valgt den klassiske "double guyot" som den hedder. Ganske simpelt fordi den passer optimalt til vores terroir, druesorter og den kvalitet og stil af vine vi vil producere!
Udvælger de optimale skud
Vi udvælger de optimale skud til den kommende årgang, normalt tre eller fire på hvert af de to permanente skud og ender dermed på seks til otte i alt per vinstok. Når vejret bliver varmere, og saften stiger op i planten igen, genererer vinstokken et perfekt antal nye skud, der sikrer os den optimale kvalitet og balance for vinstokken og druerne.
Det er et arbejde der kræver stor faglig dygtighed og vores dedikerede team af ansatte er alle både yderst erfarne og veluddannede i denne teknik.
Vinterbeskæringen er reelt set starten, eller basen, for den nye årgang og af enorm betydning for både vinstokkens helbred, mængden af druer den bærer og dermed kvaliteten af disse. Som i alt andet fokuserer vi også her på at skabe den perfekte balance for planten. Præcis nok skud til at den kan bære den optimale mængde druer, men ikke for mænge for at undgå at stresse planten og ligeledes at den bærer en hel masse druer der smager af ingenting.