Ligesom menneskers hud bliver druernes skind også brændt, når druerne udsættes for for meget direkte sollys. Så selvom sollys er nøglen til modning af druerne, kan solen altså let beskadige druerne.
På drueklaser ses solskoldning som en hvid, brun eller gul plet på den side af klasen, der er direkte udsat for sollys. Det går oftere ud over sider af vinranker, der vender mod syd eller vest.
Pletten kan være blød i starten. Men efter en periode tørrer området ud, og resultatet er en drue, der er hård på den ene side og delvist indtørret. Solbrændte druer modnes ikke så godt som normale druer. Små mængder påvirker muligvis ikke vinkvaliteten, men stærkt solforbrændte klaser bør sorteres fra.
Vi er meget fokuserede på at undgå dette og arbejder med planternes bladhæng fra tidligt i vækstsæsonen, så de giver nok skygge til drueklaserne og beskytter deres skind.