Terroir er et fransk ord, der beskriver den unikke symbiose imellem, og kombination af, klima, jordtype, og undertiden også forholdet mellem menneske og natur. Normalt bruges udtrykket til at forklare, hvorfor en vinmark eller endnu mindre stykke jord giver en bestemt og unik smag eller stil i vinene derfra.
Det var så den meget korte version! Terroir er et ord, der kan og er blevet fortolket og (mis)brugt uden grænser.
Hos Binivista kan vi godt lide at finde den perfekte balance (som altid!) mellem fakta og romantik, når det kommer til ting som disse. Terroir er for os en meget synlig ting på mange måder.
Lad os først og fremmest se på jorden. Dette billede her nedenfor viser meget tydeligt forskelle i jordfarve i vores vinmarker. Dette skyldes jordens sammensætning; mere kalksten i de hvidere dele og højere koncentration af jernoxid i leret i de mørkere røde dele. Det er også en strukturel ting, da vores jord er meget forskellig i kompakthed og mængden af sten på tværs af hele ejendommen.
Alt dette påvirker planterne direkte på grund af mineralsammensætning i jorden, vandretention og betingelserne for udvikling af et stærkt rodsystem.
Lad os så kigge på vores klima. De smukke bjerge der, som vores vine tager deres navne fra, og selve grunden til, at vi valgte "Binivista" som vores navn, spiller en enorm rolle, når det kommer til vores særlige "mikroklima". Bjergene beskytter os mod de kolde vinde fra nord. De fungerer også som en slags mur og holder skyer og dermed regnen væk fra os. Vores placering, mere eller mindre midt på øen, har også noget at sige. Vi får lidt køligere nætter i centrum af øen end ved kysten, og bjergene fungerer også som "kølende" faktor med deres højde.
Alt sammen faktorer, der meget logisk påvirker vores vinstokke og dermed vores vine.
Nu til den mere romantiske del af tingene. Det symbiotiske forhold mellem mennesket og naturen... Det er så lidt sværere at forklare, og på en eller anden måde burde denne slags ting nok ikke engang forklares, men hvad vi kan sige er, at Sørens hjerte og intuition førte ham til dette sted, til Binivista. Besluttede at opkalde det efter disse smukke bjerge og at plante nogle ganske specielle druesorter på specifikke parceller på de 30 hektar.
For os på Binivista er det, hvad "Terroir" betyder...