Teix 2024
Rejsen
For allerførste gang er Teix et rent udtryk af Callet – hundrede
procent af øens egen drue, som nu står helt på egne ben. Det har altid været
ambitionen bag vinen, og i vores tidlige begejstring forestillede vi os, at vi
kunne nå dertil allerede fra den allerførste årgang.
Men de gamle og erfarne folk på øen vidste bedre, og vi må nu
indrømme, at de havde ret: Callet som vinstok har brug for flere år, før den
kan give druer af den kvalitet og karakter, der skal til for at bære en vin
alene, uden hjælp fra andre druesorter.
Vi har set det udfolde sig årgang efter årgang, hvor andelen af
Callet er vokset lidt mere for hvert år – og med den vores kærlighed til denne
vin. 2024-årgangen er ganske enkelt betagende. Da vi begyndte at lave vinen,
smagte vi os igennem samtlige fade - og magisk nok så passede alle fadene så perfekt sammen at vi (næsten) ikke havde brug for at tilføje noget som helst andet.
Men som altid, i vores uendelige søgen efter perfektion, gik vi på
jagt efter det ene lille strejf af noget mere. Det viste sig at være 50 liter
fra fad B70 med Garnacha – i en så lille andel, at det end ikke fremgår af
etiketten. Halvtreds liter Garnacha til 3.450 liter Callet.
Hvordan
smager Teix 2024?
Hvilken en farve! Jeg taler sjældent om farve, når vi beskriver en vin,
men denne fortjener det. Den er usædvanlig smuk, og duften følger i samme ånd:
næsten poetisk, med rosenblade og et højt, klart og elegant løft. Vilde jordbær
er der masser af, ledsaget af rosmarin og lavendel, som om de er båret ind af en middelhavsbrise, et strejf af våd jord og cedertræ, den svageste antydning
af fint egetræsfad, og den arketypiske mineralske tone, der kun kan komme fra
selve jorden, den gror i.
På ganen er den ren finesse – frisk, bemærkelsesværdigt harmonisk og
smukt sammensat, med samme elegance som i duften. Teksturen er blød, med
fintkornede tanniner, man knap nok mærker, en klar tråd af syre og et beskedent
strejf af alkohol. Egetræet, selvom vinen har ligget på fad i mere end et år,
er håndteret så mesterligt, at det blot understøtter vinen frem for at gøre
opmærksom på sig selv.
Giv vinen tid i glasset, og den åbner sig langsomt – den taler først
i hvisken, før den rejser sig til noget nær sang. Den samme note af vilde jordbær
skinner igennem fra duft til smag, nu ledsaget af et strejf af tørrede figner og
tomatblad. Den er let, men lang, sart, men kompleks, og eftersmagen er
vedvarende, saftig og finessepræget, og slutter af med fine mineralske toner og
en antydning af eksotisk krydderi – en vin, der taler til sjæl og personlighed
frem for muskler.
Sådan nydes
Teix 2024 bedst
Rent madmæssigt får denne vin mig til at tænke på en af mine yndlingsretter – en unghane, langsomt tilberedt ved lav temperatur og serveret i
en cremet sauce med morkler, eller, hvis de ikke er til at få fat i, med Karl
Johan-svampe.
Hvis det føles som for meget madlavning for dagen, er Teix 2024 lige
så hjemmevant som en alsidig vin til en lettere udgave af tapas.
Hvad angår selskab, er dette en vin til enhver lejlighed. Samspillet
mellem balance og lethed på den ene side og kompleksitet på den anden gør den
lige så tilfredsstillende at drikke alene – let kølet om eftermiddagen, eller
en anelse varmere sent om aftenen – som en meditationsvin, bedst nydt mens man
lytter til stille, afslappet jazz.