NYHEDSBREV APRIL 2023 - PÅSKEHILSEN
FORÅR
Foråret er kommet til Mallorca – efter de 3 meter sne der landede i Serra de Tramuntana-bjergene for en måned siden (vi fik dog kun regn herinde midt på øen) – har vi hele marts haft sol og mere end 20 grader. Det betyder også, at vores kære vinplanter er vågnet op, og er klar til en ny sæson. Vores planter er nu 4 år gamle, og vi glæder os hvert år til at følge deres udvikling. Jo ældre de bliver jo mere finder de sig ”til rette” i vores jordbund og jo højere kvalitet af druer producerer de. Så selvom vi allerede føler os meget privilegerede over den kvalitet vi allerede har opnået så bliver det kun bedre og bedre!
Både vores hvidvine, rosevine og ikke mindst vores Sa Rateta og nye Pinot Noir (Randa) fra sidste batch får meget stor ros, og betragtes allerede som nogle af Mallorcas allerbedste vine. Vi samarbejder med flere hoteller og restauranter på øen, som synes, at vores vine de besdste fra øen! Vi ved dog godt, at vi kun lige er startet, og at der fortsat er et godt stykke vej til at nå den kvalitet, som vi stiler efter – som bekendt går vi jo efter at lave nogle af ”verdens bedste vine”.
NYE VINE – FORÅRSVINE 2023
I de kommende dage aftapper vi vores 2023 forårs-vine, høstet i august 2022, og som de første druer og nu vine lavet i vores nye vineri. Igen i år kommer der 2 hvidvine, 1 rosevin og en ”sommer-rødvin”. I modtager en separat mail en af de nærmeste dage omkring bestilling og levering.
PÅSKE
Påsken nærmer sig, og vi ser altid påskedagene som startskuddet på en ny sæson på vingården, efter nogle mere rolige vinter måneder.
KUNSTUDSTILLING OG KUNSTVIN – PETER SKOVVGARD
I efteråret sidste år havde vi vores første kunstudstilling på vingården med den anerkendte danske maler Peter Skovgaard, som også står bag etiketten på vores første ”kunst-vin” (2022) - som også kan bestilles i forbindelse med Forårsvinene.
Udover kunstvinen - som er en magnum (150 cl) - så har vi også i samarbejde med Galerie Wolfsen (GW) fået lavet plakater og litografier af det maleri, som er på etiketten, og disse kan købes på vingården og ligeledes snart bestilles på vores hjemmeside – og selvfølgelig hænger det originale maleri på vingården.
Ydermere har Kent Wolfsen været hernede med nye malerier af Peter Skovgaard, da en del af jer medlemmer købte flere af malerierne fra udstillingen i efteråret.
Da vi selv elsker Peters billeder, har vi valgt at fortsætte udstillingen over påsken og foråret ud. I opfordres derfor til at komme forbi at se de flotte nye billeder, og som nævnt kan man også tage et billede med hjem Og Peter giver en god rabat på sine malerier til jer BiniVista Family medlemmer.
UNGEPROGRAM
Som mange af jer ved, så har vi siden sidste år haft et ungeprogram, hvor vi tilbyder unge mennesker fra Danmark at bo på vingården, og deltage i den daglige gang, herunder at hjælpe til med besøg og events. Vi har i øjeblikket udskiftning af vores ”1-kuld”, og skulle I kende nogen, som kunne være interesserede i at være hos os i 6-12 måneder, så må I meget gerne opfordre dem til at sende en ansøgning til mig på info@binivista.com – vi foretrækker unge mennesker, som på en eller anden måde er relaterede til vores medlemmer.
MEDLEMSDAG
I vil meget snart modtage mere info om vores nye tiltag, en ugentlig ”medlemsdag”, som højst sandsynligt vil blive hver onsdag fra kl. 14.00-22.00, hvor alle medlemmer er velkommen til komme forbi og hygge på vingården. Udover at møde andre medlemmer over et glas vin på vores dejlige terrasser, så vil det være muligt at bestille mad. I vil meget snart høre nærmere herom, og det vil ligeledes blive lagt i Event-kalenderen på vores hjemmeside.
BESØG PÅ VINGÅRDEN
Vi kan allerede nu se, at vi går et travlt halvår i møde, og vi glæder os rigtig meget til at byde jer velkommen på vingården når I kommer til øen – det er altid bedst lige at skrive en mail på info@binivista.com om hvornår I ønsker at komme, så vi kan stå klar til at tage godt imod jer.
I ønskes alle sammen en god Påske.