Så er det juletid og vi tager snart fat på et nyt år. Vi ser rigtig meget frem 2022, hvor vi skal indvie vores nye vineri og for først gang lave vores vin i de topmoderne faciliteter. Og så selvfølgelig byde jer BiniVista Family medlemmer velkommen indenfor i vores nye lækre hjem. Inden vi tager fat på 2022 vil vi dog gerne se tilbage på et 2021, som har både været spændende, udfordrende og travlt!

 

BiniVista Family

I år lancerede vi BiniVista Family. Målet var at nå ca. 300 medlemmer, da vores 2020-høst gav mulighed for at levere vinpakker til ca. 350 medlemmer. Vi er rigtig glade for, at dette mål blev opnået. Vi er pt. ca. 300 medlemmer, som alle har modtaget vores to 2020-vinpakker.


I skal alle have mange tak for jeres opbakning, og vi vil gøre alt for at leve op til jeres tillid, og lover jer en spændende rejse med fantastiske oplevelser og rigtig mange gode vine forude. Vi har dog ingen tid til at hvile på laurbærrene, da vi i år har haft en rigtig god og stor høst og således har vin nok til at øge antallet af medlemmer til ca. 550. Da vi gerne vil være én stor familie, så håber vi, at I har lyst til at være ambassadører for BiniVista, og hjælpe os med at finde vores nye familiemedlemmer.

2020-vine

I år producerede vi de første 7 vine i vores eget vineri. (Den renoverede gamle bygning).


I foråret aftappede vi 1 rosévin og 2 hvidvine, som I modtog i Forårs-vinpakken (Batch#1) og i november aftappede vi 4 rødvine (Batch#2), som I modtog her i december, og således er klar til julebordet.

Vi er meget tilfredse med alle disse vine, og er utrolig glade for alt den positive feedback, som vi har fået fra jer. Vores vinstokke er fortsat meget unge, men det grundige arbejde i vinmarkerne og i vineriet har båret frugt, og vi føler os trygge og sikre på, at dette kun er starten, og at rejsen kun netop er begyndt.

Du kan læse mere om vinene her: https://binivista.com/da/collections/wines


2021 Høst

Som nævnt havde vi en rigtig god 2021 høst. Fra 9. august til 16. september høstede vi ca. 80.000 kg. og således dobbelt i forhold til 2020.

Vores rosévin og hvidvine modner pt. på ståltanke og er klar til aftapning om 2-3 måneder, hvorimod ca. 20.000 liter rødvin hviler på egetræsfade og vil først være klar til aftapning til næste efterår. De smager helt fantastisk alle vinene og I kan allerede nu godt begynde at glæde jer.

 

Team

Også på team-siden er der sket en del i 2021. En af vores oprindelige partnere Jaume Fullana har valgt at søge nye udfordringer, og partnerkredsen er således nu Marie, Joan og Søren. Hertil kommer, at vi over sommeren ansatte Julia som winemaker. Julia er fra Tyskland, men har boet og arbejdet på Mallorca som ønolog i mere end 10 år. Julias kombination af erfaring fra vinproduktion på Mallorca og rødder i den tyske vinkultur passer rigtig godt ind i vores filosofi, og den måde vi gerne vil lave vin på.


Endvidere har vi fået vores faste team af medarbejder på plads - som passer på vores kære vinstokke hver eneste dag – bestående af Xisco, Ahmed, Eduardo, Alejandro, Pedro og vores danske landbrugspraktikant Jesper

 

Byggeri

Efter mere end 3 års ventetid kunne vi endelig i januar gå i gang med byggeriet af vores nye store topmoderne vineri. Der er fortsat et stykke vej til vi er færdig, men vi er kommet rigtigt langt og forventer fortsat at være klar i juni måned, og dermed klar til 2022 høsten som planlagt.



Vi har valgt at gå "all in” med hensyn til indretning af vineriet, således at produktionsfaciliteterne er 100% optimale for at kunne lave vin af allerhøjeste kvalitet. Vi glæder os alle meget til at byde jer velkommen i det nye vineri.


Vi er også ved at være færdige med den første Finca, og forhåbentlig bliver denne overtaget af et af vores medlemmer den 1. april 2022.

I januar beslutter vi om vi går i gang med at bygge yderligere 4 Finca’er, som også vil blive udbudt til salg til jer vores medlemmer.

 



Events

I år har vi ikke haft mange fælles

events. Dette skyldes dels coronaen men også at vi

endnu ikke har det nye vineri til rådighed.

Det skal der nok blive rådet

bod på i 2022!


I 2021 har vi dog haft mulighed for at møde rigtig mange af jer alligevel, på både øen og i Danmark, og det har været rigtig hyggeligt. I 2022 glæder vi os utroligt meget til at byde jer velkommen til vores store Grand Opening, som vi forventer at afholde den 30/7 2022 (datoen er ikke endelig men sæt alligevel kryds i kalenderen). Så snart vores eventkalender er opdateret vil du modtage besked om dette.

 


Samarbejder

Vi har også brugt 2021 på at indgå samarbejde med partnere, som skal være med til at bringe ekstra værdi til medlemskabet, herunder inden for vinglas, kunst, cykeludstyr, indretning mv.


I kommer til at høre meget mere om dette inden længe.

Køb af mere vin

Som bekendt omfatter jeres medlemskab levering af minimum 42 flasker vin, og som udgangspunkt 7 forskellige vine fordelt på to årlige vinpakker. Hvert år holder vi en vi mængde vin tilbage, så I har mulighed for at købe mere af de enkelte vine – og således få fat i lidt mere hvidvin eller en kasse mere af jeres favorit rødvin. I kan til enhver tid gå ind på hjemmesiden (logge ind) og bestille mere vin.

I kan allerede nu læse om vores 2022 vin på:

https://binivista.com/da/collections/upcoming-wines

Modtagelse af vin 2022

I 2022 vil I også modtage 2 vinpakker. En forårspakke med 1 rosévin, 2 hvidvine og en rødvin (Batch#3) og en efterårspakke med 3 rødvine (Batch#4). Medlemmer af BiniVista ErhvervsNetværk vil modtage en faktura medio januar hvorimod BFV-medlemmer ligesom i år betaler vinpakkerne i forbindelse med levering.

 

Glædelig jul og lykkebringende nytår

Vi vil gerne endnu engang benytte lejligheden til at takke for I er en del af BiniVista Family, og vi arbejder hårdt hver dag på at leve op til jeres tillid, og vi kan love at rejsen kun lige er begyndt og vores ambition fortsat er at lave VERDENS BEDSTE VIN.

I og jeres kære ønskes en glædelig jul og et lykkebringende nytår fra alle hos fra BiniVista.